Malerkursus Rom/La Posta: Fra den 30/6 til den 9/7 - 2017
10 dage med 9 overnatninger






















































<





























La Posta. Billedgennemgang














La Posta. Fernisering

Oplev en rejse på 10 dage med fordybelse i maleriet og en guidet tur i Rom. Vi starter turen med en overnatning i Roms hektiske centrum i det charmerende Trastevere og derefter kører vi op i Sabinerbjergene, hvor du arbejder med maleri, tegning eller akvarel.


Du kan lade dig inspirere af den smukke natur i Sabinerbjergene ved søen Lago del Turano. Du får kompetent vejledning i maleri eller akvarel på dit niveau. Stemningen og atmosfæren giver ro til at arbejde med de motiver, du er fascineret af. Vores ”italienske mamma” Paula står for dejlig italiensk mad på det idylliske landsted La Posta, der ligger 1,5 km fra den pittoreske landsby Castel di Tora.


Turbeskrivelse

Vi mødes i Rom den 30/6 og går sammen ud og spiser en velkomstmiddag. Her overnatter vi på nonneklosteret ”Orsoline” i et af Roms hyggelige kvarterer - Trastevere, og dagen efter vil vi gå på opdagelse, indsnuse byens mange dufte og eventuelt finde inspirerende motiver. Else Bianchi vil med sin specifikke viden fortælle os om interessante steder i Rom. Temaet vil i år være ” Caravaggio” (Italiensk maler fra det 16.århundrede.) Ud fra dette emne vil Else udfolde sin fortælling om Rom.


Efter rundvisningen den 1/7 bliver vi transporteret i bus til La Posta, der ligger ca. 70-80 km nordøst for Rom i naturskønne omgivelser med udsigt til søen Lago del Turano i Sabiner bjergene. Der er 1,5 km til den lille pittoreske by Castel di Tora. Man kan bade i søen, og der er mulighed for at gå ture i bjergene.


Der er undervisning hver dag fra kl. 9.00 til kl. 12.00 og efter siestaen fra kl. 15.30 til kl. 17.30. Derefter billedgennemgang til senest kl. 18.30. Under billedgennemgangen ser vi på det, hver især har frembragt i dagens løb og analyserer de enkelte billeder.


Om aftenen hygger vi os sammen på La Posta. Paula laver mad fra det traditionelle italienske landkøkken med friske råvarer fra køkkenhaven - det kan I godt glæde jer til. Vi afslutter kurset med en udstilling og fernisering i den lille bjergby Paganico, hvor vi selv har et hus. De lokale ser udstillingen, og det er rigtig hyggeligt.


Den 9/7 er hjemrejsedag, hvor du vil blive transporteret til lufthavnen i Rom.


Undervisning i maleri

De inspirerende omgivelser giver dig mulighed for at omdanne dine visuelle oplevelser til dit eget personlige udtryk. I undervisningsforløbet har vi planlagt små opgaver, der kan forholde sig til det, vi har oplevet i Rom, eller det vi oplever på selve stedet. I opgaverne er der indlagt små øvelser i håndtering af farve, form og komposition. Det er frivilligt, om du ønsker at følge opgaverne, eller om du vil arbejde efter dine egne inspirationer.


Undervisningen er individuel og bliver tilpasset dit niveau, og derfor kan alle både begyndere og øvede deltage. Vi forsøger, at udfordre/udvikle den enkelte igennem samtalen om det du maler/tegner. Der er mulighed for at arbejde med akrylmaleriet, akvarel, tegning og blandform. Man kan undersøge det abstrakte maleri, landskabsmaleriet, figurmaleriet eller hvad der ellers fascinere dig.


Undervisere

Vi er begge udøvende kunstnere, der er akademiuddannede. Vi har arrangeret lignende malerirejser mange gange og har stor erfaring i at undervise. Vores guide Else Bianci har lang erfaring i at guide. Hun er oprindelig fra Danmark, men har levet en stor del af sit liv i Rom


Pris pr. person

Dobbeltværelse m/bad kr. 8500,- per person. Tillæg for enkeltværelse m/bad kr. 1400,-. Rabat: kr. 500,- for partnere, der ikke deltager i maleriundervisningen.


Prisen inkluderer

En velkomstmiddag ved ankomsten til Rom, 1 overnatning på klosterpensionen ”Orsoline” m/morgenmad. Frokosten i Rom er det eneste måltid, der ikke er inkluderet i prisen. Maleri undervisning ved Kirsten Bøgh og Allan Stabell og overnatning på La Posta ved byen Castel di Tora med fuld Pension – dvs. stort morgenmåltid, let frokost og aftensmad med to retter mad incl.vin. Derudover transport fra Rom til La Posta og fra La Posta til lufthavnen.


I prisen er ikke inkluderet

Ud og hjemrejse mellem Danmark - Italien og rejseforsikring. Ønske om dobbeltværelse kan kun lade sig gøre, hvis du selv kender én, der vil dele værelse med dig, eller vi har en kursist, der ønsker det samme. Vi må tage forbehold for små ændringer i prisen og programmet, hvis noget uforudset opstår - men det håber vi ikke.


Tilmelding til turen

Hvis du kunne tænke dig at melde dig til turen, vil det være bedst, hvis du tilmelder dig hurtigst muligt. Det er lettere at få billige flybilletter, når man er tidligt ude. Du tilmeldes ved betaling af depositum på kr. 2500,-. Rejsen bliver til noget ved 8 tilmeldinger. Depositummet tilbagebetales, hvis turen aflyses.


Kontakt for yderligere oplysninger

Tlf. 4017 7640 Allan Stabell eller 2547 0535 Kirsten Bøgh


kirstenboegh@hotmail.com


www.allanstabell.com

www.kirstenboegh.dk


Hent brochure...